-

I OKTOBER MÅNED…

opdateret-for-nylig42

…Bildte jeg mig selv ind, at det da er meget hyggeligt, at det begynder at blive lidt mørkere om morgenen og om aftenen. Lige indtil det gik op for mig, at det betød, at jeg skulle lægge make-up i mørke hver morgen. Jeg savner altså dagslys…

…Lykkedes det mig at finde et enkelt par strømpebukser fra sidste år, der endnu ikke er hul i: Og beder nu til guderne om, at det forbliver sådan. Jeg hader simpelthen at bruge penge på nye strømpebukser, når de alligevel går i stykker bare man kigger på dem.

…Besluttede Michael og jeg os for, at vi ville vaske alt tøjet i vores vasketøjskurv, i stedet for hele tiden at udskyde. Det er så blevet til to vaske. På tre uger. Flot!

…Har jeg haft mere uren hud end nogensinde før. End ikke mit teenage-jeg ville kunne hamle op med graden af klamhed, der konstant befinder sig i mit ansigt i disse dage. Det er åbenbart blevet mit lod i livet ALTID at have en bums eller tre på hagen – hurra!

…Mistede jeg min selvkontrol. Den har nok ikke været på sit højeste i et stykke tid efterhånden, men efter at have tømt en hel skål flødekarameller på under en halv time, må jeg alligevel indse, at det står værre til, end jeg troede.

…Har jeg barberet ankler op til flere gange. Ikke ben, bare ankler. Der er jo ingen grund til at arbejde mere for det end højst nødvendigt. Det må være den ultimative optur ved efterår. Dovenskaben længe leve!

…Løb jeg tør for min gode concealer. Rimelig fucking skidt, når man står tidligt op hver dag og godt kunne trænge til lidt opfriskning under øjnene. Efter at have været i to forskellige Matas-forretninger, hvor jeg fik at vide, at det var en vare, der skulle bestilles hjem, endte jeg så med at købe en meget billigere én, der så dejlig lys ud i farven. Nede i butikken, that is. For nu render jeg rundt med orange områder i ansigtigt, fordi jeg har besluttet mig for at vente med den rigtige concealer til jeg kan ønske mig den i julegave. Hov.

…Brugte jeg uhyggeligt mange timer på at se Terrace House på Netflix. Det er japansk, og jeg fatter ikke, hvad de siger. Men det er åbenbart sjovt nok til, at jeg fik slugt hele den første sæson på et par dage.

…Har jeg spist to hele roulader. Alene. Men hallo, der er altså også startet ny sæson af Den Store Bagedyst. Det forklarer jo en del. Ikke?

…Cyklede jeg rundt med et løst cykelstyr, fordi jeg aldrig liiige havde tid til at få det fikset. Det krævede faktisk en punktering, der tvang mig til en cykelhandler, som kunne få bugt med problemet. Nu er styret ikke længere løst – til gengæld er det indstillet i en lidt underlig vinkel. Hurra for dårlig cykelkarma!

Filed under: -