Latest Posts

JULESTEMNING I OKTOBER?

Sig mig engang, har vi sprunget efteråret over?

Er det bare mig, eller blev den der løvfaldssommer, der gjorde det muligt at fise rundt i bare ben og sandaler stort set hele september måned, ikke ret brat og uden advarsel skiftet ud med en bidende kold vinterkulde, der gør det noget nært umuligt at færdes nogen som helst steder uden at være iført både flyverdragt og luffer? Og skiundertøj, for den sags skyld.

Jeg måtte i hvert fald se mig selv nødsaget til, da jeg onsdag morgen sad og frøs på kanten af sofaen foran Go’ Morgen Danmark, at gå en tur i gemmerne. De gemmer, der i denne sammenhæng dækker over den skoreol, der står ude på opgangen foran døren til vores lejlighed. Det var mine vinterstøvler, jeg var på udkig efter. Men jeg havde ikke heldet med mig. For efter at have stået med hovedet begravet i samtlige af de tre rum, reolen besidder, måtte jeg erkende, at støvlerne ikke var at finde. Og det var jo i grunden underligt, for de er da forholdsvist store og klumpede, og burde ikke umiddelbart kunne gemme sig blandt de mange klipklappere og sutsko, jeg ellers stødte på i reolens indre.

Da jeg i stor frustration måtte opgive – med idéen om, at jeg nok alligevel havde fået stillet støvlerne op på loftet – lukkede jeg skoreolens tre låger med et smæk. Og netop da gik det op for mig, at støvlerne stod lige dér ved siden af reolen. Midt i et hav af sandaler og lette sommersko. Og selvom der vel sagtens er gået et halvt års tid, siden jeg parkerede dem dér, føltes det pludseligt som om, at det ikke var mere end en uge siden, at jeg sidst havde set dem. På mine fødder. Ude i vinterkulden.

Jeg synes sgu godt nok, at tiden er fløjet af sted…

Nå men på kom de altså. Vinterstøvlerne. Allerede i starten af oktober – allerede en uges tid efter sandalernes pensionering. Og gudskelov for det. For det var vel nok en kold morgen! Og eftermiddag! Og aften! Shit mand! Men selvom de bragte mig lidt i vinterhumør, var jeg altså alligevel ikke forberedt på det syn, der mødte mig, da jeg sent på eftermiddagen var på vej op ad trapperne herhjemme. Med favnen fuld af post, blev jeg blæst bagover af synet af et glimmerhelvede af en snemand, der nu (d. 5. oktober) åbenbart fandt det passende at byde julen velkommen. Lige der midt i opgangen. Den havde jeg så ikke lige set komme.

Men gudhjælpemig, om jeg en times tid senere, da jeg befandt mig i Flying Tiger (for det hedder tiger-butikkerne jo åbenbart nu) nede på Nørrebrogade, blev mødt af noget så upassende og malplaceret som julemusik! Altså hvad sker der? Jeg synes egentligt, at jeg plejer at være rimelig large med det der tidlige julehallo, og har aldrig kunne få mit pis i kog over for tidligt salg af chokoladejulemænd i den lokale Netto, men det er sgu alligevel som om, at jeg ikke rigtigt kan følge med i år. For det har jo ikke engang været efterår endnu. Ikke sådan rigtigt i hvert fald.

Men hvad fanden – hvis man kan gå i vinterstøvler, kan man vel også komme i julestemning. Eller hvad? Jaja, jeg kunne snildt klemme en æbleskive eller lidt skumslik ned, men skulle vi ikke lige nyde efterårets ankomst, inden vi bryder ud i bjældeklang og det, der er værre? Altså jeg spørger bare. Selvom jeg nok ikke har så meget at skulle have sagt i den forbindelse. I hvert fald ikke hvis man spørger den snemand, der de næste par måneder vil møde mit syn, hver gang jeg sætter mine ben på første sal. Han er ligeså grim som sidste år – men jeg er nu alligevel sikker på, at vi nok skal blive fine venner på et tidspunkt. Der kommer nok bare til at gå et par uger eller fem ;-)

14550651_10154491098749647_706385351_o

#WHITEGIRLPROBLEM

stephanielaushop

Kender I det der med, at skabe og skuffer altid er fuldstændigt rodede til, og at intet er til at finde, når man rent faktisk skal bruge det? Sådan er det tit herhjemme. Alt for mange ting på alt for lidt plads. Eller i hvert fald alt for meget tøj i alt for lille skab.

Og det er jo ofte sådan med ting, som man har enormt meget af, at halvdelen af det sjældent (læs: aldrig) tages i brug. For eksempel har jeg op til flere bluser hængende i mit skab, som jeg højst har haft på to gange. Og det er vel at mærke over et halvt år siden. Alligevel synes jeg ikke, at det vil være passende at kyle dem i den sorte sæk med gammelt tøj, som forvises til det mørke, usle loftrum, hvor meget af mit andet tøj havner, når det ikke er blevet brugt længe. For de her ting er jo (næsten) helt nye og ubrugte.

Derfor sad jeg i morges og tænkte, at der måtte være en anden løsning på mit for-meget-tøj-i-skabet-problem. Enten skal jeg begynde at gå i det tøj, som ligger og samler støv – for så har jeg i det mindste en god grund til ikke at skille mig af med det. Men sagen er den, at meget af det tøj, jeg ikke bruger, bruger jeg ikke, fordi det enten ikke passer heeelt i størrelsen eller fordi det i det hele taget bare ikke sidder pænt på mig. Så løsningen med at bruge tøjet, er nok ikke så hensigtsmæssig.

Efterfølgende gik det op for mig, at jeg er nødt til at se sandheden i øjnene. For hvis jeg ikke kommer til at gå i tøjet, er jeg nødt til at skille mig af med det. Men altså ikke på den måde, der involverer sorte sække og loftrum. Nej, for hvis jeg ikke kommer til at gå med det, er der da sikkert andre, der kunne gøre det i stedet. Selvom jeg har købt den ene bluse i en størrelse for lille, og selvom jeg ikke har noget, der passer til den anden, er der jo sikkert et andet menneske derude, som vil få stor glæde af mine aflagte fejlkøb!

Med denne åbenbaring besluttede jeg mig for at oprette en Instagram-konto, hvor jeg sælger ud af de ting, jeg ikke selv får brugt så meget som de fortjener. Der vil være alt fra smykker og tøj til neglelak – det er i hvert fald de ting, jeg indtil videre har fået sat til salg ;-)

Hvis I er interesserede i at byde på nogle af tingene, eller hvis I bare vil følge med i, hvad jeg skulle finde på at kassere i fremtiden, skal I være mere end velkomne til at smutte ind forbi kontoen, der går under navnet @stephanielaushop.

God weekend!

LIDT FRA GEMMERNE #3

Jeg har udvidet min lille august-føljeton, og har bevæget mig lige så stille ind i september måned. Den 1. september for at være helt præcis – det var nemlig en dag spækket med nye indtryk af den positive slags. Og som en lille spoiler kan jeg fortælle, at jeg fik den is! Haha!

Hej virkelighed!

Det er blevet torsdag. Den torsdag, jeg hele august har tænkt på som værende langt ude i fremtiden, den torsdag, hvor kalenderen skifter fra sommer til efterår, og den torsdag, hvor jeg skal til det første møde i min a-kasse. Altså en forholdsvis begivenhedsrig dag i forhold til de mange foregående.

Jeg trillede hjemmefra i morges ved godt mod og i strålende humør, fordi solen skinnede og jeg glædede mig lidt til at komme igang med hele det der dagpenge- og jobsøgningsræs. Ikke fordi jeg forestillede mig, at det ville være en synderligt positiv oplevelse, men fordi jeg så frem til at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe den kommende tid an, så jeg så hurtigt som muligt kan nyde godt af det, der venter på den anden side. For der venter vel et job af en eller anden art. Ikke?

Det vil tiden vise. Men i hvert fald ankom jeg til det hyggelige hus på Peter Bangs Vej, og blev med det samme positivt overrasket. Der var både kaffe og croissant (!!!) – nok den strategisk bedste måde at møde mig på, hvis man vil gøre et godt førstehåndsindtryk – og det viste sig også, at menneskerne dernede var enormt søde, hjælpsomme og motiverende at tale med. Faktisk gik jeg derfra med en nyfunden optimisme, der sagde mig, at jeg da nok skulle kunne finde mig et arbejde – no problemo!

Ikke den værste følelse i verden, faktisk! Nu er jeg så hjemme igen, og om lidt cykler Michael og jeg en tur til Østerbro. Han vil nemlig gerne have et eller andet nyt computerspil, og jeg vil se, om jeg kan få ham overtalt til også at spise en lille is! Det skal jo fejres, at sådan en begivenhedsrig torsdag er ved at være veloverstået, ikke sandt? Wish me luck ;-)